Efter at have haft et grævlingeskind liggende til alungarvning i en uge, var det tid til at få den spændt ud. Der havde været ret høj luftfugtighed, men jeg håbede at det ikke havde indvirket for meget på processen. Skindet har trods alt ligget under halvtag.
Jeg ved ikke om det er fordi jeg har brugt vejsalt, at det er blevet blåt. Det har jeg ikke oplevet før. Men det må reagere med enten alun eller skind, for det var kun det nederste, der var blevet blåt, selv om det hele var vådt.
Det værste salt børstet af. Det resterende kød og fedt havde antaget en ikke særlig appetitlig brunlig farve. Men det lugtede ikke rådent, kun af skind.
Jeg vaskede skindet i brun sæbe – det skulle gøre det blødt – så det sidste blod og salt kom af. Derefter skyllede jeg, til vandet var rimelig klart. Det tog vel 5-6 skylninger.
Denne gang kom skindet på en rund ramme, lavet af pil, og så meget fedt og kød jeg kunne komme til, blev skåret af med en lille skarp kniv. Det var dog stadig rigtig svært at ramme den rigtige dybde, så fedtet kom af, men uden at lave hul.
Et par huller kom der dog. Dem syede jeg sammen med stærk sytråd. En krum nål, er en fordel, hvis skindet er spændt ud. Er skindet spændt, er det lettere at få nålen igennem, men det er sværere at trække hullet helt sammen.
En del steder kom jeg ned til hvor hårrødderne kan ses. Her er jeg noget spændt på, om hårene falder af.
Lappet og spændt ud.
Og fra den anden side, stadig lidt våd. Rammen er dejlig let at flytte med.
Rammen var dog også for lille allerede inden stræk, så en større blev fremstillet. Skindet er lagt i midten og først spændt ud i hvert hjørne, for at få det nogenlunde centreret.
Herefter spændt ud hele vejen rundt. Først løst, så strammet mere og mere. Dog forsigtigt. Jeg havde et par stykker, hvor skindet sprak.
De fire oprindelige snore er til sidst blevet helt løse og kan bare fjernes.
Nu er det så opgaven at få den strammet mere op løbende og få skindet strukket. Det er dog besværliggjort af at skindet er i Jylland og jeg er på Sjælland næste uge. Så jeg forbereder mig på et stift skind, men forhåbentligt et, der ellers kan bruges.
Det endte med at blive til en skuldertaske i grævling.
Pingback: Skuldertaske i grævling | FormidlerLone
Pingback: Alungarvning af grævling – flå og alun/salt | FormidlerLone