Hætte efter “Skjoldehamn” fund

For en gang skyld, har jeg lavet en genstand rimelig meget efter et fund. Nemlig en hætte, som umiddelbart så meget simpel ud, men som viste sig at være syet på en ret speciel måde. Den originale hætte blev fundet ved Skjoldehamn i Norge og er dateret til år 995 til 1090.

Nogle steder har jeg fulgt originalsen, andre steder har jeg ikke kunnet finde information og nogle steder har jeg afviget fra den originale hætte. Jeg har prøvet at få noteret det hele.

SkjoldehamnHætte (1)

Original: Stoffet var vævet af gråligt garn, der så brunligt ud på afstand. De fleste tråde i samme farve. Stoffet var valket/filtet.

Min: jeg havde noget grønt vadmel, som også er uld, der er filtet. Da jeg havde glemt at købe uldtråd i passende farve, blev det hvid, som var det eneste jeg havde. Både tråd og vadmel er fra Myrsale.

Hætten består af tre stykker. Et til hovedstykket og en kile for og bag. De mål jeg først fandt, var på 56*56 centimeter for hovedstykket og 20-25*20-25 centimeter for kilerne. For at få så meget plads til ansigtsåbning, valgte jeg at kilerne skulle være 20*20 centimeter. Senere fandt jeg ud af at de ikke var rigtige, men mere om det senere.

SkjoldehamnHætte (2)

Tegnet op på stoffet. Til hovedstykket, lagde jeg stoffet dobbelt – det er det til højre. Kilerne kunne lige være på stykket til venstre.

SkjoldehamnHætte (3)

Stykket til hovedet er klippet næsten op i midten. Der er 2,5 centimeter øverst, som kommer til at være lige over ansigtet og 1 centimeter lige under ansigtet. Der stod ikke mål på hvor det skulle være, men jeg havde jo valgt 20 centimeter til kile, så det var hvad jeg klippede op til.

Det virker lidt ulogisk at klippe op til ansigtet og så sy den anden side sammen til bagkant på hætten, men man får da en pæn syning ud af det.

SkjoldehamnHætte (4)

Først er toppen syet sammen. Det er med kastesting udefra, hvor kanterne på toppen er bøjet omkring en centimeter ned. Jeg kunne ikke finde nogen mål på hvor lang afstand der var mellem nogle af stingene på hætten, kun at de var så små og usylige som mulige. Med en hvid snor var det ikke til at få usynligt og jeg endte med at sy med omkring 2-3 milimeters mellemrum generelt.

Syningen går originalt fra fronten og “et stykke” ned mod nakken. Jeg har kun syet tilbage til bagkant, da jeg ikke havde opdaget denne detalje, da jeg syede toppen.

SkjoldehamnHætte (5)

Herefter var det tid til at sy ned langs nakken. Det var med en række pyntesting, jeg ikke kunne finde navn på, udover “oblique basting sting”. De var oprindeligt syet med gule sting, men der var lidt blandede meninger om det skulle være fra inder- eller ydersiden. Jeg prøvede først fra indersiden.

Kanterne er lagt omkring en halv centimeter ind hver. Syningen går så fra den højre side tæt ved kanten over midten, ned lige udover folden og op igen tæt ved kanten på samme side. Derefter det samme på modsatte side. Det gav en pæn indersyning.

SkjoldehamnHætte (7)

Desværre så det ikke godt ud fra ydersiden, så det pillede jeg op igen.

SkjoldehamnHætte (8)

Denne gang fra ydersiden. Ned tæt på den ene kant, op et stykke inde på den anden.

SkjoldehamnHætte (9)

Ned tæt ved samme kant.

SkjoldehamnHætte (10)

Og op et stykke inde på den første side igen.

SkjoldehamnHætte (11)

Ned tæt ved kanten på samme side, hvorefter man er tilbage til start.

Jeg fandt det lettest at sy med de to lag foldet ovenpå hinanden.

SkjoldehamnHætte (12)

Fra tid til anden foldede jeg så hætten/syningen ud, så jeg var sikker på ikke at have syet for stramt.

Jeg kunne ikke finde en beskrivelse eller et foto af den originale syning, men jeg har set nogle i stil med denne og nogle hvor syningerne går helt ind til midten.

SkjoldehamnHætte (13)

Syningen set fra indersiden, så til gengæld ikke så godt ud, men jeg kiggede heller ikke på den under syningen. Det kunne man have gjort.

SkjoldehamnHætte (15)

Tiden var nu inden til at sy kilerne på hovedstykket. Beskrivelserne jeg kunne finde, var meget blandede! Jeg fulgte den version, hvor kilerne og hovedstykket først var syet sammen med små kastesting fra ydersiden og omkring en centimeter bukket ind under med begge kanter.

Jeg har forsøgt at gøre dem så usynlige på bagsiden, som muligt.

SkjoldehamnHætte (16)På bagsiden har jeg foldet kanterne ned til den ene side, jeg valgte at lægge over kilestykket, og syet fast med kastesting over et stykke uspundet uld. Jeg brugte noget af det jeg havde farvet med brunporesvamp på gråt uld. Der stod ikke hvilken farve den originale uld havde. Stinget hedder couching på engelsk og leggsøm på norsk, men jeg har ikke fundet et dansk ord for det.

Her havde jeg lavet min kobber synål og resten af hætten er syet med den.

SkjoldehamnHætte (17)

Jeg kunne ikke finde nogle beskrivelser af hvordan kilen endte i midten, så jeg forstsatte bare lidt op. Da jeg tegnede op, havde jeg glemt at tage højde for at hvis kilerne var 20 cm, ville de ikke være det, når kanten var bøjet ned, så der var klippet lidt for langt i hovedstykket. Ups.

SkjoldehamnHætte (20)

Tiden var inde til at prøve hætten, hvor jeg opdagede at den faktisk var lidt stram at få over hovedet. Godt nok var manden, som hætten oprindeligt tilhørte, kun ca. 150 centimeter høj, så lidt mindre end mig, men så meget burde det ikke gøre.

Siden jeg startede, havde jeg fundet flere kilder og fundet ud af at hovedstykket ikke var firkantet som jeg troede, men skrånede lidt tilbage så den var længere bagtil og at kilerne ikke var kvardratiske, men fra 23,5-28,4 centimeter, så nogle centimeter større end hvad jeg havde. Jeg lavede en ny tegning, med mine mål i sort og de originale i rød.

Det forklarede dog stadig ikke det hele, indtil jeg indså at de mål jeg var gået efter, var uden sømrum. Hvert stykke burde have været et par centimeter bredere på alle kanter. Mere ups! Om ikke andet, kan jeg få hætten på, så jeg kunne lige så godt sy den færdig.

SkjoldehamnHætte (18)Kanten hele vejen rundt er syet med knaphulssting. På orignalen har der været grove kastesting op til 1,5 centimeter lange, med 0,5-1,5 centimeters mellemrum på hovedstykket og bagkilen. Forkilen har været med knaphulssting på 0,2-0,5 centimeter.

Jeg lavede en mellemting med knaphulssting med 0,5 centimeters mellemrum og omkring 0,5-0,7 centimeter lange.

SkjoldehamnHætte (19)

Langs toppen på hætten, var der syet tre rækker sting med små forsting, under topsyningen. Her beskrevet fra toppen:

2: Fra front og tilbage til bagkant, hvor syningen går igennem det nedfoldede stof, 0,3-08 centimeter fra toppen. Ud fra tegningen over fundet, så det ud til at stingene på alle topsyningerne slingrede op og ned, men jag valgte at starte med hvor de var tættest på toppen og slutte, hvor de var længst nede. Her 0,3 centimeter fra toppen ved fronten og slut 0,8 centimeter fra toppen ved bagkanten.

2: Starter også helt fremme ved fronten 1 centimeter fra toppen og går mod bagkanten, hvor den er 1,5 centimeter fra toppen og 1,5 centimeter fra bagkant. Her følger den så bagkanten ned til 2,7 centimeter fra toppen, før den drejer mod fronten igen, hvor den slutter 8,5 centimeter fra bagkanten og 2,2 centimeter fra toppen.

3: Starter mellem top og bund på syning 2, 2,3 centimeter fra toppen. Den går mod fronten, hvor den slutter 1,8 centimeter fra toppen og 14,7 centimeter fra bagkanten.

SkjoldehamnHætte (21)

Indersiden af åbningen til ansigtet er foldet omrking en centimeter ind og kanten syet fast med flere kastesting over uld. Her mere af mit svampefarvede uld. Den røde havde jeg spundet med håndten og den gule var uspundet. Det var lettere at sy den spundne fast, men jeg kunne bedre lide hvordan det uspundne så ud, syet fast.

Beskrivelsen i originalen lød på rødt uspunden uld i højre side og omkring halvvejs eller 15 centimeter ned langs venstre side, hvor en gul tråd kommer i stedet. Et sted stod der at de havde knuder ved start og slut, et andet at de “gik over i” hinanden. Måske drejet sammen?. Tråden der blev brugt til at sy dem fast med, var også gul.

SkjoldehamnHætte (22)

Jeg valgte at have gul på den ene side og rød på den anden.

SkjoldehamnHætte (21)

Næsten færdig hætte. Jeg manglede at lave nogle snore, som kan bruges til at binde for eller bag på hætten. Snører til hætten er i dette link.

Nogle benævner hætten som en strudhætte, selv om “strud”, skulle betyde “poseagtig forlængelse” og ofte ses i stor stil på middelalderhætter. Andre siger at når der ikke er en spidst på, bør det kaldes en hætte eller eventuelt vikingetidshætte på grund af hvornår den er fra.

SkjoldehamnHætte (22)

Hætten går ikke så langt ned over skulderne, som mange andre hætter, men det kan vel også være praktisk. Den er i hvert fald behagelig at have på.

Reklamer

4 thoughts on “Hætte efter “Skjoldehamn” fund

  1. Pingback: Flettet snøre til hætte | FormidlerLone

  2. Pingback: Skuldertaske i grævling | FormidlerLone

  3. Pingback: Svampefarvning med cinnoberslørhat og brunporesvamp | FormidlerLone

  4. Pingback: Ildpose af egernskind | FormidlerLone

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s