Kemien bag plantefarvning

Her er lige kort om hvorfor nogle planter kan farve uld, samt “knude-koder” til efterbejdse.

Uden på fibre fra dyr – inklusiv får – er der en masse små skæl, der lapper over hinanden. Når håret/fibren varmes op, åbnes skællene så farven bedre kan trænge ind. De åbne skæl gør også at ulden lettere filtre sammen, fordi skællene hægter sig sammen. Hvorfor det er bedre at varme langsomt op, har jeg desværre ikke set en forklaring på.

Og angående varme: ulden bør ikke varmes til over 100 grader celsius, fordi det ødelægger cellerne i ulden.

I planter er der forskellige farvestoffer som ikke nødvendigvis er dem man ser på selve planten. På billedet er det hvide/gule kamilleblomster som har frigivet orange. En del er vandopløselige, så de frigives når planten kommer i vand. Det sker lettere ved højere temperaturer, da planten bliver nedbrudt kraftigere her. Men der sker også en nedbrydning ved bare at ligge i vandet. Mere, jo længere tid. Der er dog også nogle farvestoffer som først bliver frigivet ved en bestemt temperatur og modsat andre som bliver ødelagt hvis temperaturen er for høj. Kraprod frigiver de gule og røde farvestoffer på forskellig tid, så man får forskellig farve, alt efter om ulden kommer i fra start, eller først ved simretemperatur. Knopurts farvestoffer er lidt følsomme og skal helst ikke opvarmes til over 90 grader.

Alt efter materiale, kan nedbrydningen tage kortere eller længere tid. Kortest med blomster, så blade, stængler, kogler, rødder, bark og træ. Man kan hjælpe på vej, ved at mase eller findele materialet.

Ikke alle farvestoffer er vandopløselige, for eksempel er det blå i vejd og indigo ikke.

Farvemolekylerne hæfter sig på uldens molekyler mere eller mindre godt, alt efter farvestof. Her kan man også hjælpe på vej, nemlig ved at bejdse. Her tilføjer man forskellige metalsalte som farvestofferne hæfter sig på og laver større, mere komplekse molekyler, som igen hæfter bedre på ulden. Det mest almindelige at bruge er alun (aluminiumsulfat), da det ikke selv giver farve. Har man bejdset med alun, kan man binde en knude på, for at skelne den fra ubejdset. Uden bejdse ser man tit at et ellers farvestrålende farvebad ikke giver farve til ulden.

Man kan også bruge jern, som samtidig gøre ulden mørkere. Det er den sidste i rækken og lavet på rustent metal og eddike. Man kan også købe jernvitriol. Kaldes i gammel litteratur nogle gange for grøn vitriol. Min er dog orange. At det er bejdset med jern, kan vises ved at binde fem knuder på garnet.

Den blå er lavet på kobber og eddike. Blev også kaldt blå vitriol. Giver oftest grønligt skær. Vises med fire knuder.

Den uklare er (lodde)tin og eddike, som burde give mere klare farver. Det har min dog ikke gjort endnu. Vises med tre knuder.

Førhen har man også bejdset med krom og vist det med to knuder. Krom er dog giftigt og bliver ikke brugt mere.

Til gengæld kan man prøve at farve i saltvand eller tilsætte salte selv, for at lave små ændringer.

Man kan også farve i en gryde af jern, aluminium eller kobber, for at få en ændring.

Skovstorkenæb (24)

Man kan også ændre på hvilke farvestoffer der hæfter sig på ulden og hvor meget, ved at ændre på syre/base forholdet. Det ændrer på uldens kemiske struktur, så der enten er flere eller færre positive eller negative elektroner, som farvestoffer kan hæfte sig på. Ændret ph kan også give ændringer i selve farvebadet, fordi nogle farvestoffer ændre sig så de reflekterer lys anderledes og derfor ser forskellig ud. På billedet er det farvevand fra storkenæb. Til venstre mere syrligt, i midten neutralt og til højre basisk. Ulden blev farvet gullig i alle tilfælde.

Hvis man gør farvebadet alt for surt eller basisk, ødelægger man dog helt bindingerne i selve ulden, så fibrene går i stykker.

Her har jeg lavet en kraftig base, ved at putte lidt træaske i vand og ladet stå en uges tid. Man kan også bruge potaske (Det til brunkager), salmiakspiritus eller almindelig sæbe. Det er derfor man ikke bør vaske sit ny-plantefarvede uld i andet end uld-vaskemiddel, da det er ph-neutralt.

Jeg har valgt at lave to knuder tæt på hinanden, ved garn der har været i base. Base gør oftest mere orange-rød.

Man kan også gøre farvebadet mere syrligt med for eksempel eddike, citronsyre, citronsaft, energidrik (Det har jeg brugt med held ved henna) eller andet syrligt. Syre gør generelt mere gult.

Visse syreholdige planter kan bruges uden bejdse og endda bruges som bejdse for andre, hvis man ikke har noget imod den farve de får som grundfarve. Det er oxalsyre i rababer med grønlig farve og garvesyre i blandt andet agern, egegaller og enebærnåle, som giver grålig. Garvesyre skulle være en god bejdse til bomuld. Noget jeg må teste ved lejlighed.

En ofte overset ingrediens i plantefarvning er selve vandet. Her er også forskellig ph, som indvirker på resultaterne. Vandets hårdhedsgrad indvirker også en del. Jo mere calsium/kalk og magnesium, der er i vandet, jo hårdere er det. Man får oftest klarest farver ved blødt vand, da kalken ikke “forstyrer” resultatet. Men for eksempel vau, der giver gult, giver bedst resultat med lidt hårdt vand.

Har man blødt vand, kan man tilsætte lidt kalk. Har man hårdt vand i vandhanen, kan man bruge regnvand i stedet. Man kan få vandets ph og hårdhed oplyst på sit vandværks hjemmeside. Har man gamle, tilkalkede rør, kan man dog godt have hårdere vand i hanen, end hvad vandværket oprindeligt har sendt ud. PH kan man også selv måle ved at bruge ph-strips eller bruge en ph-måler som her. De kan købes for et par hundrede kroner hos blandt andet akvarieforhandlere.

Tagrør2 (5)

Der er mange ting der indvirker på den endelige farve. Her er forskellige farver med tagrør. Hvor videnskabeligt og systematisk man vil gå til værks, er heldigvis helt op til en selv og hvad man har lyst til ved den aktuelle farvning.

8 thoughts on “Kemien bag plantefarvning

  1. Nu har jeg sat glas med eddike/ kobber og et med jern. Så tænker jeg:hvor længe skal det trække? Hvor meget skal jeg bruge og hvordan? Alle opskrifter jeg ser i bøger osv er jo med raffineret købe produkt. Har lige farvet med tagrør og det trænger til en gang jern.
    FED blog!

    Like

    • Hej Helle. Tak for din kommentar 😀
      Jeg havde det til at stå en uges tid, inden jeg brugte det første gang og her virkede det fint. Blandingen bliver dog kraftigere, jo længere tid den står. Hvor meget metal der er tilsat, indvirker også på koncentrationen. Det gør det svært at give præcise doser, så jeg vil anbefale kun at tilsætte en lille mængde af gangen – især med jernet – det kan være ret effektivt! Så kan du evt. tilsætte mere, hvis det er nødvendigt. Farveskiftet kan man se med det samme.
      God fornøjelse =)

      Like

  2. Pingback: Farve med afblomstrede rosenblade | Lones Naturværksted

  3. Pingback: Almindelig kællingetand: gul og grøn | Lones Naturværksted

  4. Pingback: Perikon i alkohol | Lones Naturværksted

  5. Pingback: Gul med rødkløver | Lones Naturværksted

  6. Pingback: To-farvet med regnfang version 2.0 | Lones Naturværksted

  7. Pingback: Knopurt plantefarvning | Lones Naturværksted

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s